Sådan begyndte det

Sådan begyndte det

Efter 14 år som præst i den danske folkekirke lagde jeg efter mange overvejelser kjole og krave i sommeren 2011. Lige siden har jeg levet af at lave smykker…

Jeg havde længe gået med en drøm om at leve af mine smykker. Men kan man overhovedet leve af at lave smykker af hestehår? Og turde jeg tage chancen?

“Hvad er det værste, der kan ske?” spurgte jeg mig selv.
Svaret var: “At det ikke går”.

Tænk – var det bare dét? Var det virkelig det værste, der kunne ske? – Det kunne jeg godt leve med!

Så i stedet for at udskyde drømmen, indtil bilen var betalt, og banken gav mig lov, solgte jeg mine møbler på auktion. Og med denne beskedne startkapital begyndte nu en højst usikker tilværelse som selvstændig.

En beslutning jeg ikke har fortrudt et eneste sekund!

Så velkommen til min blog om det spændende arbejde med hestehår. En gammelt håndværk, som jeg gerne vil dele med dig.

Med venlig hilsen
Christina